Bilag 4 – Opgaven i dansk og/eller historie
kilde:
http://us.uvm.dk/gymnasie/vejl/laereplan_pdf/stx/stx_dansk-historie-opgaven.pdf
Stx, juni 2007
Opgaven i dansk og/eller historie
1. Formål
1.1 I løbet af 1. eller 2.g skal hver elev besvare en større skriftlig opgave i et af fagene dansk eller historie eller i begge fag, jf. § 122, stk. 1.
1.2 Formålet med opgaven er dels at styrke de faglige mål ved, at eleven i tilknytning til det faglige arbejde og med inddragelse af faglig teori og metode arbejder med et centralt fagligt emne, dels at skabe progression i udarbejdelsen af større skriftlige opgaver ved, at eleven med vægt på de fremstillingsmæsige og opgavetekniske aspekter udarbejder et større skriftligt produkt.
2. Valg af fag og område; vejledning
2.1 Den enkelte elev vælger selv det/de fag, som opgaven skrives i. Valget skal foretages senest 6 uger inden afleveringstidspunktet. Skolen fastlægger en procedure herfor.
2.2 Elevens faglærer/faglærere er vejleder/vejledere på opgaven.
2.3 I samråd med vejleder/vejledere skal eleven vælge område for opgaven. Området skal afgrænses på en sådan måde, at der sikres en forankring i undervisningen i faget/fagene og dermed en faglig dybde i arbejdet. Afgrænsningen af området skal samtidig sikre, at væsentlige dele af besvarelsen ligger uden for gennemgået stof, samt at eleven ikke kan genanvende væsentlige dele af besvarelser af tidligere opgaver.
2.4 Eleven tilbydes vejledning med henblik på, at vejleder og elev i fællesskab indkredser en problemformulering inden for området. Problemformuleringen skal godkendes af vejlederen/vejlederne senest 2 uger inden afleveringstidspunktet. Skolen fastlægger en procedure herfor.
2.5 Opgaven besvares individuelt. Elever kan vælge samme område, men skal i vejledningsforløbet have formuleret forskellige problemformuleringer.
2.6 Skolens lokaler, bibliotek samt øvrige undervisningsudstyr skal i videst muligt omfang være til rådighed for eleven i den periode, hvor besvarelsen udarbejdes.
3. Bedømmelsen
3.1 Bedømmelsen af opgavebesvarelsen foretages af faglæreren/-lærerne og er en faglig helhedsvurdering. I bedømmelsen lægges vægt på:
– emnebehandling, herunder dokumentation
– anvendelse af faglig viden og fagets/fagenes grundlæggende metoder
– fremstilling, herunder kildeoplysning, noteapparat og litteraturliste.
Endvidere indgår det i bedømmelsen, om der er sammenhæng mellem den tidsmæssige ramme for opgaven og besvarelsens omfang og kvalitet.
Der gives én karakter, som indgår i fastlæggelsen af den afsluttende standpunktskarakter (årskarakter) i faget/fagene.